Egentlig stiklingeformering af æble er vanskelig. Det er kun lykkedes for mig en gang ud af mange forsøg.
I 2019 lavede jeg et nyt forsøg. Skal man stiklingeformerer en plante, skal der helst være mørke, fugt og varme for, at der dannes rødder. Defor viklede jeg den 12-06-2019 plastik fra en plantesæk omkring grene fra M7 æbletræer/buske. Plastikken blev holdt på plads med en tøjklemme. Med den sorte side ud af, ville solen sørge for varme. Under regn ville regnen komme ind under plastikken og sørge for fugten. Plastikken har dækket 25 cm af grenen, der har været i total mørke.
Den 02-01-2020 ville jeg klippe grenene af og stikke dem i jord. Det viste sig, at de fleste af grenene allerede havde dannet rødder. Nu er de plantet i spande og skulle være klar til podning sidst i marts.
Den varme og fugtige sommer 2019 har sikkert været medvirkende til, at forsøget lykkedes. Forsøget skal gentages de kommende år.