Sonneruplund.dk

     
  English version
     
Æble   Æblesorter
     
  Æbleoversigt i fotos
     
Kimblade fra æbleplante   Så et æbletræ
     
Podning af æbletræ   Podning af æbletræer
     
Okulation   Okulation og chip-budding
     
Befrugtet æble   Stikordsliste
     
Har du kommentarer, spørgsmål eller forslag til indhold så send en mail.
Kontaktoplysninger

   
  Sonneruplund.dk
på Facebook

   

Andre sider med fotos

     
Grønsisken   Fotogallerier mm
   
  Surrealistisk fotografi
   
Rejse til Kina   Fotos af fugle, insekter og fotos fra rejse til Kina
     
  Bella Boskob
     
  Makro og ekstrem makrofotografering - åben gruppe på Facebook
 
 

 

 

 

 

 

 

 

 
Pigeon
 
Mutzu æbleblomster
 
 
Æblesorter   Æbleblomster
 
     
   
 
 
 
Vilde æbler fra Kasakhstan hvorfra vore dages spiseæbler stammer Vilde æbler fra Kasakhstan hvorfra vore dages spiseæbler stammer
Vilde æbler fra Kasakhstan hvorfra vore dages spiseæbler stammer
 
   
 

Æblets historie
Æbler tilhører, ligesom pære, rosenfamilien. Æbler findes vildtvoksende flere steder i verden, og dets oprindelse er derfor lidt usikker. I Europa findes vilde æbler i form af et lille tornet træ med beske og sure frugter. Æblet der er kendt som Abild er en art af Malus sylvestris (skovæbler), hjemmehørende i Europa så langt sydpå som Spanien, Italien og Grækenland til så langt mod nord som Scandinavia og Rusland.
Skovæblet Abild er blevet anvendt i Danmark i flere tusinde år. Man har fundet æblekerner og forkullede æbler i grave fra både sten- og bronzealderen. Vores forfædre har formodentligt ikke plukket æbler og spist dem direkte fra træerne. Dertil var datidens æbler alt for sure.

Almindeligt æble (Malus domestica) eller spiseæble stammer efter al sandsynlighed fra Malus sieversii, der er et vildæble, der vokser i Centralasien i det sydlige Kasakhstan, Kirgisistan, Tadsjikistan, nord Afghanistan og Xinjiang i Kina. Malus sieversii er søde æbler, der formentlig er spredt rundt af brune bjørne og vilde heste. Det har for nylig vist sig at være den eneste stamfader til de fleste sorter af de domesticerede æble (Malus domestica).

8.000 f.Kr. begynder nomadiske jæger og samler samfund at opfinde landbruget og bosætte sig i ”den frugtbare halvmåne” (der er området nord og øst for den arabiske ørken og Mesopotamien og langs Middelhavet i Mellemøsten), samt dalen mellem Eufrat og Tigris, Nildalen og floddalene omkring Indus og Den Gule Flod. Da både handels-og militære ekspeditioner begynder blandt disse tidligste civilisationer, bliver spiseæbler hurtigt spredt fra deres oprindelsessted fra skovene i Tien Shan bjergene i det østlige Kasakhstan til hele den "civiliserede" verden.

6.500 f.Kr. Fra denne periode har man fundet rester af æbler blandt udgravninger i Jericho i Jordan-dalen.

2500 f.Kr. Tørret æbleskiver er fundet på underkopper i dronningegrav PuAbi's grav ved Ur nær Basra, i det sydlige Iran.

1500 f.Kr. På en tavle fundet i det nordlige Mesopotamien er registreret salget af en æbleplantage af Tupkitilla, en assyrirer fra Nuzi, for den betydelige sum af 3 værdsatte avlsfår. En paragraf i Hittitisk lov angiver en straf på 3 shekel for alle, der lader en brand ødelægge en æbleplantage.

1200 f.Kr., importerede Ramses II (egyptisk farao) æbletræer som skulle dyrkes i Nil-deltaet.

401 f.Kr. Den græske historiker og essayist, Xenophon er så inspireret af mur-omkransede frugthaver i hele det persiske imperium, at han anlægger en på sin egen ejendom i Grækenland. Han inspireres til at danne et nyt græsk ord taget fra persisk pairidaeza, som senere bliver til det latinske paradisus og derfra til vores paradis.

323 f.Kr. Grækeren Theophrastus skrev om bestøvning og planternes formering, herunder podning. Han beskriver 6 æblesorter, og beskriver hvorfor okulation, podning, og almindelige træpleje er nødvendige for optimal produktion. Han skriver, at frøsåede træer næsten altid producere ringere kvalitets frugt.

 
 
Spaltepodning
Grækeren Theophrastus beskriver i det 3. århundrede f.kr. en spaltepodning, hvor podekvisten bankes på plads med en hammer, og hvor frugtavlere omvikler podningen med limebark og mudder tilsat hår, for at undgå udtørring.
 
 
 
 
100 f.Kr. Den romerske digter Horats konstaterer, at Italien næsten er blevet en stor frugtplantage, og at det perfekte måltid begynder med æg og slutter med æbler. Æbler flyttede vestpå med udvidelsen af det romerske imperium. Romerne medbragte viden om æbler og plantagedrift som grækerne og perserne før dem. De medbragte æbler til hele det romerske imperium, herunder det europæiske fastland og De Britiske Øer, hvor det tidligere kun var sure vilde æbler der var kendt. De har ligefrem oprettet en guddom for frugttræer, gudinden Pomona. Ligesom perserne og grækerne, har romerne og mange kulturer siden, haft en grundlæggende menneskelige længsel efter en tid og sted, hvor mænd og kvinder var fri for kampen med naturen for mad og husly. Dette sted er normalt symboliseret ved Paradisets have hvor nydelsen var komplet med frugtbare træer belæsset med æbler.

50 f.Kr. Cicero, forfatter, statsmand og filosof opfordrer sine romerske landsmænd til at gemme æblekerne fra dessertæblerne, for at bruge dem til at udvikle nye sorter med.

50 e.Kr. J.M. Columella der er spanier og bor i Rom, og som tidligere har beskæftiget sig med at vurderer frugts kvalitet, bemærker, at hver frøsået plante er en ny og unik sort, som man kun bør gemme, hvis den lever op til en godkendt kvalitet.

79 e.Kr. I hans ”Natural History” beskriver Plinius den Ældre 20 æblesorter.

100 e.Kr. Omkring 35 forskellige sorter af æbler blev dyrket langs Rhinen.

200 e.Kr. De berømte græske læger, der bor i Rom, Galen og senere Hippokrates, anbefaler søde æbler til gavn for fordøjelsen og sure æbler for at modvirke besvimelse og forstoppelse.

Romerne var begejstrede æbledyrkere og bragte de hjemlige æble til fjerneste egne af imperiet, herunder Storbritannien. Forud for dette, havde de indfødte kelterne brugt frugterne af det naturligt hjemmehørende vilde skovæble som fødevarer, og brugte det også til produktion af alkohol.

Efter det romerske imperiums forfald, blev æble dyrkningen holdt i live i Nordeuropa af religiøse ordener. Fra omkring den ellevte og tolvte århundrede, fik dyrkning af æbler efterhånden en større rolle. I det trettende århundrede blev de første æble planteskoler oprettet i England, og i de følgende århundreder opstod en  intens rivalisering i æble dyrkningen mellem de forskellige europæiske lande.

400 e.Kr. Saint Jerome, grundlægger af klostervæsen, opfordrer sine munke til at bruge mere tid til podning og til at så frugttræer "for at undgå dovenskab og Djævelen".

1100 e.Kr. ”The Medical School of Salerno” underviser om æblers påvirkning af tarme, lunger og nervesystem.

I 1100 tallet blev æblet indført i Danmark af munke.

1240 e.Kr. Albertus Magnus i Köln, biskop, naturalist, og indflydelsesrig filosof, kommer frem til, at den eneste måde man kan fremme viden om naturen, er ved at søge efter naturens skjulte principper, snarere end ved at påberåbe sig hellige skrifter, hvor frugt beskrives som et færdig produkt af skabelse. Albertus fastslår, at sorterne udvikles fra vilde former, århundreder før Darwin drager samme konklusion om arternes oprindelse.

 

Fra 1200-tallet ses i dokumenter, at den lovgivende magt i Danmark forsøger at udbrede æblet på de danske gårde ved at præcisere antallet af æbletræer og ved at gøre indhegning af abildgården lovpligtig. Dette bliver stadfæstet i Jyske Lov, Danske Lov, Byvedtægter og skovforordninger. I Jyske Lov fra 1241 og igen i Danske Lov fra 1683 var der lovbestemmelser om, at abildgårde var beskyttet mod indbrud, som var det ejerens hus. I forbindelse med udskiftningen fra 1700-1850, hvor gårdene flyttede fra landsbyerne ud på nye markarealer, blev der anlagt frugthaver ved de nye gårde og huse. Fra ledende kredse blev der givet anvisninger på havedyrkning, og de landøkonomiske foreninger ligefrem opmuntrede til havedyrkning. Det kgl. Danske Landhusholdningsselskab ansatte en gartner, som rejste rundt som konsulent for at anlægge haver for bønderne og uddele frugttræer og frugtbuske gratis.

Udviklingen af nye æblesorter toppede formentlig engang i det 18. og 19. århundrede, hvor utallige amatører og professionelle gartnere var i færd med at udføre deres egne eksperimenter med krydsbestøvning, omhyggelig udvælgelse og afprøvning af nye frøsåede sorter. Ordet Pippin bruges til at beskrive et frøsået æble. Et af de mest berømte af disse er Cox's Orange Pippin der stammer fra et frø af Ripston Pippin sået af en pensioneret brygger Richard Cox i Colnbrook i Buckinghamshire omkring 1825.

Da de engelske kolonister kom til USA i 1600-tallet, fandt de kun vilde æblesorter. De bemærke også, at træerne gav et lille udbytte, fordi antallet af honningbier var lille. De fik så sendt stiklinger, frø og bistader hele vejen fra England til USA i begyndelsen af 1622. Da leverancen var ankommet, begyndte de engelske kolonister straks at plante frugtplantager med æbletræer.

Æblet Ralls Janet (synonymer Ralls Genet og Rawls Jennet) menes at stamme fra stiklinger givet til Thomas Jefferson af Edmund Charles Genet, fransk ambassadør  i USA fra 1793 til 1794. Ifølge dokumenter gav Jefferson stiklingerne til planteskoleejer Caleb Ralls, i Amherst County, Virginia,  der podede dem og derefter udbredte sorten til hele Virginia. Med tiden blev Ralls Genet et favorit æble i Ohio dalen da den på grund af sen blomstring ikke fik frost skader. Deraf også tilnavnet Neverfail. Æblet Ralls Genet har haft stor betydning for både japanske og kinesiske æble avls programmer. F. eks. er det kendte japanske æble Fuji fra 1962 en krydsning mellem Ralls Genet og Red Delicious.

Mindst 55 millioner tons æbler blev der dyrket på verdensplan i 2005, med en værdi på omkring $ 10 mia. Kina producerede omkring 35% af den samlede mænde. USA er den næststørste producent med mere end 7,5% af verdens produktion. Tyrkiet, Frankrig, Italien, Og Iran er også blandt de førende æble eksportører.

Der er mere end 7.500 kendte sorter af æbler. Der er forskellige sorter til rådighed for tempererede og subtropiske klimaer. Æbler blomstrer ikke i tropisk klima, fordi de har brug for en hvile periode (vinter).

Kommercielt populære æblesorter er saftige og sprøde. Andre ønsker til æblerne i moderne kommerciel æble avl, er at de har en farverig hud, regelmæssig form og størrelse, lang lagrings evne, højt udbytte, sygdomsresistens og lang stilk (for at sikre at pesticider også kan trænge ind på toppen af frugten).
Gamle sorter er ofte uens formede, rustplettede, og har en række forskellige teksturer og farver. Mange af dem har en gode smag (ofte bedre end de fleste moderne sorter), men kan have andre problemer, som gør dem kommercielt uinteressante, såsom lavt udbytte, modtagelighed for sygdomme, eller lav tolerance for oplagring eller transport.
Få gamle sorter produceres stadig i stor skala, men mange holdes i live af hjemme gartnere og landmænd, der sælger direkte til de lokale markeder. Mange lokalt vigtige sorter, med deres egen unikke smag og udseende, forsøges mange steder rundt omkring i verden bevaret i gen-banker, som på Pometet i Tåstrup eller Brogdale Farm i England. 

Selv om de fleste sorter er avlet til at spise friske (spiseæbler), bliver nogle dyrket specielt til madlavning eller cider produktion. Cider æbler er typisk for syrlig eller bitre til at spise friske, men de giver drikken en fyldig smag, som spiseæbler ikke kan.

Æblesorter i danmark før 1930.

 
 
 
     
 
Støt denne hjemmeside