|
Säfstaholm æble
Synonym: ‘Säfstaholm rosenäpple’. Gartner Rydström på Sävstaholm blev i 1851 opmærksom på modertræet, en frøplante der stod mellem buske og træer. Træet blev opformeret og hurtig udbredt over hele Sverige. Hvornår den er kommet til Danmark vides ikke med sikkerhed, men på en frugtudstilling i København i 1875 var der 2 numre fra Fyn. Optaget i Mathiesens katalog i 1894. Sorten anbefales til plantning af Det Jyske Haveselskab 1899. Er Nr. 12 på listen over producerede træer i 1920. Er i frugtsortsundersøgelsen 1917 til 1922 anbefalet til plantning på Viborg- og Horsensegnen.
Træet sætter nogle lange tynde grene så selv om træet har en opret vækst tynges de lange grene efterhånden ned og bliver hængende og giver træet nogen bredde. Sorten er sund og letdyrkelig.
Frugten er middelstor, kegle- eller ægformet. Grundfarven hvidgrøn til hvidgul, dækfarven i striber og pletter giver et rosa skær. Solbeskinnede frugter har en kraftig karminrosa dækfarve. Kødet bliver let noget tørt, men har en behagelig, sødlig smag. Plukkes fra midten af august og bruges med det samme. Spiseæble, der er udmærket i frugtsalat.
|