Rød Aroma, æble
Aroma er en krydsning af de to danske sorter Ingrid Marie og Filippa. Det er lavet på forsøgsstationen Balsgård ved Kristianstad i Sverige i 1973.
De oprindelige æbler var næsten helt grønne. Senere er både i Sverige og Norge fundet grene med næsten helt røde æbler. De er blevet opformeret og sælges som 'Rød Aroma' og Amorosa.
Træet vokser ret kraftigt. Det er opret og åbent. Træet er meget modstandsdygtig mod sygdomme, navnlig mod æbleskurv, og er egnet til økologisk dyrkning. Træet blomstrer middeltidligt og er meget frugtbart. Det har tendens til vekselbæring, hvis det ikke udtyndes.
Æblet er stort og meget velformet rundt. Æbler, der har fået sol, er meget smukt højrøde. Rød Aroma er middelfast, saftigt, syrlig-sød. Det har fået en stor udbredelse i Norden på grund af sin fine frugtkvalitet og sundhed.
Æblerne er plukkemodne sidst i september og kan bevare den fine spisekvalitet et par måneder, hvis de lagres køligt. Optimal spisekvalitet i uge 39 – 47.
Aroma er meget egnet som havesort. Er et fortrinligt spiseæble og er meget velegnet i køkkenet til alle formål.
Velegnet havesort. |